05 juni 2019

I faraoernes fodspor

by atlantisrejser
Læs denne artikel i
10 minutter
Inspiration
148 andre
Sharing is caring
Del med andre

I faraoernes fodspor

Selv om jeg altid har drømt om at opleve ét af verdens absolutte vidundere – Giza-pyramiderne – havde jeg affundet mig med, at selvsynet nok forblev ved de mange tv-programmer om Keops-pyramiden og om de mange hemmeligheder, der stadigvæk omgærder de historiske bygningsværker. Men når vi nu alligevel er i Egypten, nærmere betegnet i Sharm El Sheikh, blot en kort flyvetur væk, er fristelsen så stor, at den overvinder to dages afslappende luksus-badeferie på Hotel Maritim Jolie Ville Golf. Et fantastisk sted, hvor dagens største udfordringer består i at vælge mellem at plaske i den klare swimmingpool i gå-afstand eller bevæge sig ned til stranden og snorkle, naturligvis iblandet vanskelige overvejelser om, hvor mon vi skal indtage det næste måltid.

Ferie-urimeligt står vi tidligt op, men efter en let og bekvem tur lander vi i Cairo klokken 7.00, hvorefter vi sætter kursen mod et hotel i bydelen Giza, hvor vi skal overnatte. Herefter går turen mod pyramiderne.

Wauw!
Jeg mærker et sug i maven, da jeg pludselig får øje på pyramiderne, der træder frem som silhuetter i baggrunden af Cairo by.

Når du ser de meterhøje stenblokke, som pyramiderne er bygget op af, er det svært at forstille dig, hvordan oldtidens mennesker med deres primitive værktøj, skulle kunne bygge så enestående værker. Værker som sikkert vil overleve tusindvis af år ind i fremtiden og fortsætte med at udødeliggøre de mennesker, som fandt på at bygge disse vidundere. Hvis de altså var mennesker og ikke aliens. For der skal ikke mange argumenter til for at overbevise mig om, at det må være rumvæsener, der er de reelle bygherrer!

Udover indgangsbillet til Giza-området køber vi selvfølgelig også billetter til kongekammeret i Keops Pyramide. Når vi nu endelig er her, skal vi naturligvis opleve det hele.

Men ingen attraktioner uden gadesælgere. Da vi er nået til foden af pyramiderne – og gør klar til at gå ud i varmen – venter en kødrand af souvenirsælgere utålmodigt foran bussens udgang, klar til at byde os velkommen.

Men der er kun ét at gøre: Vær venlig og bestemt og takke nej og gå videre. Hvis du bliver fristet af de mange ægte souvenirs, så husk at medbringe masser af små sedler gemt forskellige steder på dig selv. Hvis du betaler med en stor seddel, er det de færreste sælgere, der har byttepenge. Og har du først sluppet din seddel, kan du i værste fald risikere, at sælgeren stikker af med den eller også prøver at prakke dig flere ting på i stedet for at give tilbage. På det felt adskiller Cairo og Egypten sig ikke fra andre rejsemål, hvor livsvilkårene byder mennesker at skulle arbejde hårdt og på grænsen til det uærlige for at overleve.

For foden af fortiden

Adam og Mimi Rashid Højbjerg poserer glade foran pyramiderne

Endelig står vi for foden af Keops pyramide. Som bitte små lego-mennesker kigger vi op til toppen. Mit hjerte banker løs, da vi mellem de store blokke følger de små trappetrin, som leder os på vej op til den gamle gravrøverindgang. Lidt inde i pyramiden støder vi på en smal gang, der stiger stejlt op til kongekammeret. Du skal bøje dig forover for at kunne kravle op til det sted, hvor Keops mumie blev stedt til hvile. Der er trangt, der lugter lidt indelukket og varmen får sveden til at hagle ned ad os. Men det er en helt enestående oplevelse. Storhed, historie, mystik blandet med sveddryppende T-shirts og glæde over, at jeg selv og ungerne får denne mulighed for at gå i faraoernes fodspor.

Hele vejen op til kammeret er der opsat lysstofrør, som giver et koldt og lidt søvnigt lys. Vi kan først stå oprejst, da vi når helt ind til gravkammeret. Keops sarkofag – et firkantet kar, der er fremstillet af rødt granit, står i den ene side af rummet. Ellers er rummet helt tomt.

Uvirkeligt at forestille sig, at dette bygningsværk er tænkt og bygget af mennesker for mange tusind år siden. Jeg tænker på det overskud af overblik, man må have haft dengang … for eksempel at placere den massive sarkofag i kammeret, mens byggeriet stod på. Den kunne på ingen måde møves igennem de smalle gange.

Jeg bliver bragt tilbage til virkeligheden af den ældre egyptiske herre, der passer på gravkammeret. Han peger mod to små hulrum i to af væggene og fortæller venligt på sit gebrokne engelsk, at det er ventilationsgange.

Pas på pyramiderne!

En kort bustur fører os derefter ud i sandørkenen til et udsigtsplateau. Først skal vi lige forbi de to andre pyramider, som blev bygget af Keops søn Kefren og barnebarnet Mykerinos. Undervejs reflekterer Adam over de store indtryk. Han havde lavet en skoleopgave om pyramiderne, og han er ikke i tvivl om, at pyramiderne er et af verdens mest tydelige symboler på fortidens – og nutidens – storhed. Derfor undrer han sig over, at omgivelserne – hele rammen – ingenlunde svarer til hans forventninger. Vi købte billetter i en tarvelig billetluge. Vi blev mødt af sælgere, der langtfra var velklædte og som falbød billigt bras. Selve indgangen til Keops-pyramiden blev bevogtet af personer, der ikke så specielt uniformerede eller autoriserede ud. Faktisk havde han forventet, at gæster til et så fornemt historisk monument skulle gennem en slags sikkerhedsdetektor, som han er vant til fra lufthavne og andre steder, hvor der er noget, der er værd at beskytte, og som ikke alle og enhver kan få umiddelbar adgang til. Som et moderne ungt menneske er han vant til, at indpakning og rammesætning spiller en aktiv rolle – og lige på det felt har totaloplevelsen af pyramiderne forbedringspotentiale, som det hedder, når du blidt kritiserer.

Men på det plateau, hvorfra pyramiderne tager sig imponerende ud, glemmer Adam og vi andre fuldstændig de små ”huller i osten”! Ungerne er trætte efter at have været tidligt oppe – og af at have vandret op og ned i varmen, mens deres forældre både har haft et vågent øje på dem og ét af verdens syv vidundere. Alligevel er der ingen protester over, at de skal stille op til foto-seance. De fornemmer, at det her er noget ganske særligt … og det ville være tåbeligt ikke at få det foreviget. Så mens en anden bus fra Atlantis Rejser kører væk med en gruppe gæster, stiller Adam og Mimi sig i position med en baggrund, der ikke findes mage til på denne klode.

Verdens mest populære stendyr – Sfinksen

Så kører vi endelig over til Sfinksen, som jeg har glædet mig meget til at se. På vejen derover passerer vi tre små anonyme pyramider, der ser noget faldefærdige ud. Her blev datidens dronninger og prinsesser stedt til hvile. Så får jeg øje på Sfinksen. Først bliver jeg overrasket over at se, hvor lille den er, som den ligger der, i forhold til pyramiderne. Men med sine 70 meter i længden og 23 meter i højden fylder den dog alligevel lidt i landskabet i forhold til os dødelige. Et imponerende stykke kunstværk skåret ud af en stor stenblok. Med en løvekrop og Kefrens hoved, sidder Sfinksen stadig helt majestætisk cirka 4000 år efter den blev til og spejder ud i horisonten med sit magiske blik. Også her er der en sværm af souvenirsælgere. En del er charmerende børn, som går rundt med bogmærker og postkort, som vi forsyner os med, for det er bedre at støtte dem end den lokale hotellobby. Og vi kan ikke undvære et par genuine ”træskårne” plaststøbte udgaver af en buste af Kefren og Sfinksen – med sin næse i behold … købt netop for foden af Sfinksen. Efter de obligatoriske kyssebilleder med Sfinksen og en hurtig frokost (lækre sandwichs, som fortæres i bussen), kører vi ind mod byen og det egyptiske museum.

Jeg får en klump i halsen, da vi kører et par runder om Tahrirpladsen. Chaufføren er klar over, at dette trafikale knudepunkt og den støvede plads har fået sin særlige status blandt egyptiske seværdigheder. Som resten af verden sad jeg også i Danmark på første tv-parket til det arabiske forår, som det udspillede sig på denne plads. Denne eftermiddag er der ikke mange spor tilbage fra de historiske dage, ud over et par småboder, hvor du kan købe “revolutions-souvenirs”.

Lille farao, stor skat

Det kræver flere dage at komme igennem de mange samlinger, men vi får en times guidet rundvisning til det allervigtigste. Ungerne synes, det er fantastisk at se den ægte statue af Kefren, der pryder den egyptiske 10-pundsseddel.

Derefter er der fri leg og Mimi, min datter på ni år, og jeg skynder os op for at se Tutankhamons guldmaske og de mange skatte, der blev fundet i hans grav. At der er aircondition i dette rum, giver os vores anden luft. Vi nærmest forelsker os i Tutankhamons mange guldsmykker. Og vi er helt enige om, at det kan godt være, at han var en relativt ubetydelig farao i Egyptens oldtid, men han havde en god smag for smykker.

Myldretidstrafikken er voldsom, og bussens langsomme tempo betyder mulighed for sightseeing af livet på gaden i Cairo. Ungerne er trætte, og det er rart at nå frem til hotellet og slappe af efter en dag med mange storslåede indtryk.

Jeg troede aldrig, jeg skulle se pyramiderne. Jeg er meget glad for, at vi tog turen, og at det lykkedes. Og som bonus så jeg dem igen, da vi fløj hjem til Danmark fra Sharm. Pyramiderne og Cairo er ikke ”nice to” men ”need to see”!

 

Tip! Det er en god ide at have læst lidt om Egyptens storhedstid og pyramidernes historie på forhånd – eksempelvis i ’Turen går til Egypten’ skrevet af egyptolog, Louise Alkjær m.fl.

Also interesting