16 juni 2021

Gourmetmad venter dig i Dubai og Emiraterne

by atlantisrejser
Læs denne artikel i
10 minutter
Inspiration
217 andre
Sharing is caring
Del med andre

Dubais revolutionerede madscene

Ufatteligt høje skyskrabere, eksklusive hoteller og kæmpestore shopping-centre, hvor alverdens luksus og  mærkevarer kæmper om din gunst. Det er formentlig nogle af de ting, du forbinder med Dubai. Men Dubai handler i høj grad også om madoplevelser af den ekstremt lækre slags.

I de senere år er der sket en enorm udvikling på den gastronomiske scene i Dubai, hvor nogle af verdens største kokke-ikoner lige nu åbner restauranter på stribe. I mange år blev kokkene fløjet ind for at kokkerere på Dubais eksklusive hoteller, men efterhånden har flere af de berømte kokke fået fod under eget bord og har åbnet restauranter i eget navn i ørkenmetropolen.

Stjernekokke på stribe

Tv-kokken Gordon Ramsay var den første berømte kok, der åbnede under eget navn tilbage i 2001. Senere er mange nye kommet til, blandt andre franske Pierre Gagnaire, som bestyrer sin egen tre-stjernede restaurant i Paris, og også driver en stjernebesat restaurant i Hong Kong. Tyske Heinz Beck, som i 20 år har regeret bag komfuret på den trestjernede La Pergola i Rom, har åbnet et funklende nyt madtempel på Waldorf Astoria, ligesom den to-stjernede neapolitanske Don Alfonso 1890 også har åbnet en aflægger i Dubai.

Gourmet Abu Dhabi

Dubai er dog endnu ikke blevet indlemmet i Michelin-guiden som en destination, hvor der uddeles stjerner af Michelins kræsne inspektører. Det lader de sig dog ikke mærke med i Dubai og naboemiratet Abu Dhabi, som hvert år i februar afholder madfestivalen Gourmet Abu Dhabi, hvor mesterkokke flyves ind fra nær og fjern. I 2014 havde festivalen tilmed et dansk islæt, da Henrik Yde Andersen fra Michelin-restauranten Kiin Kiin i København over fire dage lavede en række middage med asiatisk gourmetmad på højeste niveau på et af byens fine hoteller.

Prisniveauet på restauranterne nærmer sig danske priser, men for alle steder gælder, at der ikke er en finger at sætte på hverken mad eller service.

Tre gode Michelin-steder i Dubai

Tre gode steder i Dubai bestyret af Michelin-kokke

…Social by Heinz Beck: Et af de helt nye spisesteder i Dubai, signeret af den trestjernede Michelin-kok Heinz Beck. Maden er moderne italiensk og byder på overraskende fortolkninger at italienske klassikere som spaghetti carbonara og vitello tonnato.

…Don Alfonso 1890: Den højest bedømte restaurant i Syditalien (to Michelin-stjerner) har i 2014 fået denne aflægger i Dubai på det fashionable Shangri-La Hotel. Menuen lægger vægt på de mest sublime italienske råvarer, der kan opdrives, og er klassisk anlagt med fokus på ekstrem velsmag frem for eksperimenter.

…Reflets par Pierre Gagnaire: Mesterkokken Pierre Gagnaire har været til stede i Dubai siden 2007, og restauranten byder på et gennemført design og et opulent spiselokale med tykke gulvtæpper og lilla lysekroner. Maden er fransk, men evigt eksperimenterende, og inddrager blandt andet inspiration fra det arabiske køkken.

Also interesting